Om Godset

Med sine 25 km2 er Svenstrup Gods et af de største godser på Sjælland, og drives i dag som moderne landbrugsvirksomhed, der dog gør en dyd ud af, at holde fast ved godsets stolte gamle traditioner. Svenstrup Gods har en lang historie bag sig og lige fra Frederik II byggede et jagthus på stedet, har det været et yndet udflugtsmål. De store skove og den gode jagt har tiltrukket flere danske konger gennem tiden, som har beæret godset med besøg og overnatning.De smukke skove, de idylliske søer og parken, der omkranser hovedbygningen er alt sammen med til at gøre Svenstrup til et attraktivt sted, hvor man får en fornemmelse af, hvordan fortiden har taget sig ud hos en adelig familie og hvordan nutiden tager sig ud, når der skal drives skovbrug og landbrug på en god og forsvarlig måde.

Svenstrup Gods forener på smuk vis en flot historie med en moderne nutid.